wordpress hjemmeside

Forslag til gode WordPress temaer til din hjemmeside; primært gratis – men også et par premium (betalte) af slagsen.

Hvad er et tema?

Et tema er en designskabelon til din WordPress hjemmeside. I denne designskabelon er der en lang række filer der tilsammen skaber looket på din side. Temaerne kommer med et varierende antal settings, som du kan bruge til at indstille farver, fonte, widgets, logo m.m.

Jo flere settings et tema har, jo tungere er det ofte at loade. Hvis temaet har mange settings kan du stort set designe alle hjemmesidens delelementer uden at skrive en eneste linie CSS. CSS står for Cascaded Style Sheet og er meget kort fortalt kode, der fortæller hvordan et element skal styles; fx et links farve.

Har du et tema med mange settings vil du kunne vælge farven på linket herigennem; har du et tema med langt færre settings, kan det være nødvendigt at kode sådan noget som linkfarve med CSS; såfremt du ikke kan lide temaets standardfarve.

Hvad er gode WordPress temaer?

Dette er noget du vil finde meget forskellige svar på. Nogle synes måske et tema med mange settings er godt. Det vil være folk, der ikke kan kode så meget selv. Nogle anddre synes at de simple og lette temaer er bedst; det er dem der prioriterer hastighed frem for ‘looks’. De fleste udviklere har et foretrukket tema, som de kender ud og ind og kan style på et hav af måder. Ofte i kombination med en pagebuilder af en art.

Gratis temaer til WordPress

Hos DesignStudio har vi igennem årene været glad for en række gratis temaer. Herunder får du en kort anmeldelse af de forskellige.

Flash af ThemeGrill

Flash er er meget fleksibelt tema med et mellem antal settings. Du kan helt uden CSS få en WordPress hjemmeside der fremstår pæn og professionel, og style de vigtigste elementer med de settings der er. Flash kommer også med en række tema-specifikke widgets. Derudover kan du med den gratis version af temaet lave en demoimport; det betyder at du kan importere noget dummy-content og få et flot layout med et par få klik. Dette indhold og layout kan du bruge, hvis du vil – eller du kan bruge det som et udgangspunkt til dit eget look; udskifte billeder, farver og selvfølgelig tekster.

Flash kommer også i en premium version, med lidt flere settings. Flash er også anvendeligt til ecommerce/webshops.

gode wordpress temaer flash
Eksempel på hjemmeside bygget i Flash

GeneratePress af Tom Usborne

GeneratePress er et andet rigtig godt tema med et lavt antal settings. GeneratePress’ primære fokus er hastighed og brugervenlighed. Med GeneratePress får du et pænt og professionelt WordPress website, som loader hurtigere end de fleste.

GeneratePress fås også i en premium version som indeholder flere settings og moduler. Med premium får du bl.a. mulighed for at importere demo-indhold.

Astra af Brainstorm Force

Astra er et tema med mange settings, men stadig med fokus på hastighed og letvægt. Med Astra kan du modificere de fleste elementer på siden og få en flot og professionel hjemmeside uden kodning. Astra kommer også i en premium version, der gør Astra til et endnu bedre ecommerce- og blogtema.

Forslag til gode premium WordPress temaer

Soledad af PenciDesign

Soledad er ikke et gratis tema men fortjener en plads på listen over vores foretrukne temaer. Især hvis hjemmesidens primære formål er blogging. Skal du lave en blog, uanset genre, så er Soledad for dig. Soledad har rigtig mange settings og en lang række demo-layouts du kan importere til at kickstarte dit blogeventyr.

gode wordpress temaer soledad
Eksempel på blog bygget i Soledad

BeTheme af Muffingroup

BeTheme er et andet rigtig godt multipurpose premium tema, som skal have en plads på listen. En af BeTheme’s forcer er de mange settings og deres over 600 demoer som du kan importere direkte til din hjemmeside når du har købt og installeret temaet. BeTheme er også meget anvendeligt til ecommerce.

The7 af Dream-Theme

The7 er endnu et multipurpose premium tema som er godt til både blogs og ecommerce. Det kommer med en lang række settings, og der medfølger seks premium plugins; herunder to meget populære slider-plugins og pagebuilderen WPBakery Page Builder.

Ovenstående premium temaer kan købes hos Themeforest – en markedsplads hvor du også finder rigtig mange andre gode temaer.

HUSK at tjekke: 1) Hvor mange salg et tema har, 2) temaets rating og 3) hvornår det sidst er blevet opdateret. Dette er rigtig gode indikationer af temaets popularitet, kodekvalitet og og ikke mindst temaets kompatibilitet med nyere WordPress-versioner.

WordPress’s egne temaer

Hvert år udgiver WordPress selv et tema. Disse hedder TwentyNineteen, TwentyTwenty osv. De installeres automatisk med WordPress. Temaer har ikke frygtelig mange settings. De har et professionelt udtryk, men kan ikke modificeres ret meget uden CSS. Til gengæld virker de med garanti sammen med de nyeste versioner af WordPress og de er altid hurtige og lette. WordPress’ temaer er gode til en start, men du vil næppe skille dig ud af mængden.

Og så et par gode temaer til din webshop

Webshops kører med temaer på samme måde som hjemmesider. Rigtig mange WordPress temaer kan anvendes til ecommcerce/webshops, men nogle temaer er kodet mere med henblik på ecommerce; dvs. der er gjort lidt ekstra ud af produktvisning, kasse, kurv og andre webshopelementer. Her et par få temaer, som vi har gode erfaringer med, når det kommer til webshops.

Storefront af Automattic

Storefront er udviklet af de samme som laver WooCommerce (og WordPress). Så det virker 110% med WooCommerce. Det er lidt til den kedelige side; men kan sagtens bruges til at lave en flot webshop. Storefront er gratis.

ShopIsle af ThemeIsle

ShopIsle er et gratis tema (som også findes i premium), og giver dig relativt nemt en flot webshop. Der er relativ få settings, men du kan style de vigtigste elementer.

Ovenstående anbefalinger er baseret på vores egne erfaringer. Der findes tusindvis af temaer; både gode og dårlige. Er du blevet forelsket i et bestemt tema, men er i tvivl om det er noget værd, så rådgiver vi dig gerne.

Læs mere om hvilke skrifttyper du bør anvende på din hjemmeside – og hvordan du kan gøre din webshop klar til jul.