webshop juleklar

Julen er i den grad over os – og måske er der allerede fuld gang i julehandlen på din webshop. Måske mangler du lige det sidste, for at gøre din webshop juleklar.

Især i år vil mange – pga. diverse fysiske Corona-restriktioner – i endnu højere grad end tidligere år, klare deres julegaveindkøb online. Og det skal du som webshopejer selvfølgelig både imødekomme og udnytte.

I dette indlæg kommer vi med nogle gode tips og ideer til at gøre din WooCommerce webshop juleklar!

Rabatkoder i WooCommerce

Folk elsker rabatter. Se bare på Black Friday’s succes. Med WooCommerce kan du lave attraktive rabatkoder til dine kunder. Disse kan bruges på utallige måder. Måske vil du en enkelt dag give 20% på alt i shoppen. Måske vil du hele december give gratis levering. Måske har du et bestemt produkt eller kategori, som du har sørget for at købe ekstra ind af, og som du derfor gerne vil give rabat på. Du kan lave både %-rabatter og beløbsrabatter i WooCommerce. Og du kan vælge at give rabatterne på produkter eller på hele kurven.

Sådan gør du

Gå i WooCommerce > Rabatkuponer > Tilføj rabatkupon (Coupons hvis du bruger WooCommerce på engelsk).

Det første du gør er at angive rabatkuponkoden. Du kan enten bruge WooCommerce’s funktion til at generere en tilfældig kode (det gør det sværere for folk at gætte sig til en kode de ikke har ‘ret til’).

Du kan også vælge at lave din egen kode, én der er mere sigende – som fx XMAS2020. Bemærk at i kupon-regi er der ikke forskel på store og små bogstaver; så du behøver ikke udtænke en sjov kode af små og store bogstaver.

Du kan vælge at give kuponkoden en beskrivelse. Kunderne ser ikke den beskrivelse, men det kan hjælpe dig til at holde styr på dine kuponer, hvis du har mange af dem.

Udfyld herefter Kupondata. Under fanen Generel vælger du op det skal være en procentrabat, en fast kurverabat eller en fast varerabat. Fast betyder at det er et fast beløb, fx 100 DKK.

webshop juleklar
Gør din webshop juleklar med rabatkuponer

Under fanen Forbrugsbegrænsninger kan du vælge at begrænse kuponens brug. Fx sætte den til at kræve et minimumsbeløb, at den ikke kan bruges med andre kuponer eller at den ikke kan bruges på nedsatte varer. Du kan også begrænse kuponen til specifikke produkter eller kategorier i din webshop, enten ved at vælge dem den gælder – eller udelukke dem den ikke gælder. Alt efter hvilket er nemmest, antalsmæssigt. Derudover at du begrænse den til specifikke e-mailadresser. Det kan være relevant hvis det er en rabat du giver til én specifik kunde; fx som en kompensation eller en præmie.

Under fanen Forbrugsgrænser kan du sætte begrænsning på antallet kuponen kan bruges (fx en rabat til de første 100 kunder), antallet af varer den kan bruges til (fx de første 3 produkter) og hvor mange gange hver kunde kan bruge den (fx at koden kun kan bruges én gang per kunde; i så fald vil dette være baseret på e-mailadressen kunden bruger).

Sådan laver du rabatkuponer; en rigtig god måde til at motivere kunderne til at handle i DIN webshop.

Gratis levering i WooCommerce

En anden god parameter at bruge i sin webshop i julen er gratis levering. Du kan have konkurrenter der sælger samme varer som dig; og hvis I mere eller mindre matcher på prisen; så vil det oftest være leveringsomkostningerne der er tungen på vægtskålen. Kunder er ikke på samme måde loyale, når de webshopper, så selvom de måske godt kan lide din shop og dit udvalg, så er det bare attraktivt at spare fx 39 DKK i levering ved at gå over til konkurrenten. Især fordi fragten for nogens vedkommende nok er en del af julegavebudgettet.

Så hvis ikke du føler det udvander din forretning og dine principper, så tilbyd gratis levering – om ikke andet i julen.

Sådan gør du

MED EN KUPONKODE

Der er to måder hvorpå du kan give dine kunder gratis levering. Enten kan du oprette en kuponkode til formålet. Sæt da kryds i ‘Tillad gratis forsendelse’ (se screendump herover).
Når du har oprettet en kupon der giver gratis fragt, skal du gå i Woocommerce > Indstillinger > Forsendelse
Her vælger du din forsendelseszone og tilføjer forsendelsestypen ‘Gratis forsendelse’ og vælger Gratis forsendelse kræver… ‘En gyldig rabat kupon til gratis forsendelse’. Se billedet herunder.

MED EN GRATIS FORSENDELSEMETODE

En anden måde er at oprette en forsendelsesmetode til gratis levering. I dette tilfælde vælger du enten N/A (no answer = gratis levering på ALLE ordrer) eller Et mindste ordrebeløb (fx alle ordrer over 500 DKK). Sidsnævnte kan være et incitament til kunden til liiige at smide lidt mere i kurven – men pas på, for hvis de reelt set ikke har brug for andet i din webshop, så vælger de nok konkurrenten, der tilbyder gratis levering uden et mindste ordrebeløb. De færreste har måske budget til at shoppe lidt ekstra til sig selv i december, bare for at få gratis levering.

webshop juleklar
Gør din webshop juleklar med gratis levering

Tilbyd indpakning i WooCommerce

I samme boldgade som ovenstående er det en god ide at tilbyde gaveindpakning. Det er noget af det der kan lokke folk ud i den fysiske julehandel; det der med at man får en flot indpakket gave med sig hjem – lige til at smide under juletræet d. 24. uden det kræver noget ekstra. Hvis man har en stor shop med flere hundrede ordrer hver dag, kan det være en tidsrøver – hvor mange måske vil prioritere at få ordrene hurtigt ud af døren, for at give kunden en god oplevelse med hurtig levering (et vigtigt konkurrenceparameter i dag!) MEN hvis du har en lidt mindre forretning, med færre ordre og med tid til at pakke ind, så tilbyd det. Det er fedt for kunden. Convenience er og bliver vigtigt.

Gratis eller betalt indpakning?

Det er op til dig at vurdere om indpakning skal være en gratis eller en betalt ydelse. Gratis er selvfølgelig altid at foretrække – men hvis du gør noget ud af det, kan du godt tillade dig at tage 5-10 kr. for det. Folk er så småt ved at vende sig til at de skal betale for plastikposer ude i de fysiske butikker, så det kan de også godt håndtere i en webshop. Hvis du pakker rigtig flot ind, så læg et billede på din webshop af din indpakning, så kunden kan se hvad de kan forvente – så er de måske endnu mere villige til at betale for det.

Hvis du vil tilbyde det gratis kan du lægge valgmuligheden i den webshops checkout vha. et gratis plugin som Checkout Field Editor (søg på dette, hvor du installerer plugins). Hvis du vil tage betaling for det kan du bruge et premium (betalt) plugin som fx WPspring for WooCommerce Checkout Add-Ons eller WooCommerce Checkout Add-Ons. Søg efter disse på Google.

Vi håber du kan bruge ovenstående tips til at gøre din webshop juleklar

For flere tips, læs Juletips til din webshop